Jimmy  'Kirse'  Kirsborg   


Jimmy Kirsborg er gået bort.

Drengene og deres forældre fik i dag at vide, at deres særdeles afholdte holdleder Jimmy Kirsborg er gået bort.

Kære Kirse, vi, som nåede at lære dig at kende, vil altid huske dig som et varmt, venligt, altid smilende og utroligt hjælpsomt menneske.

Æret være dit minde.

(20/4-06)


Jimmy ved afslutningsfesten 2005

Til ære og minde om Jimmy Kirsborg

 Vi mistede i torsdags en af vores gode venner, og trofaste Brøndby støtte Jimmy Kirsborg.

Jimmy har igennem mange år ydet en stor indsats for Brøndby IF. For Kirse var Brøndby livets eliksir. Han levede og åndede for klubben.

Han har altid skabt smil og glæde omkring sig, både hos trænere, ledere og børn.

Mange har haft fornøjelsen af Jimmys berømte mavedans, efter særligt gode præstationer.

Til sommerfesten 2005 fik Jimmy sin 10 års nål. Da han var indlagt med sin sukkersyge, tog Jimmys mentor gennem flere år Krølle initiativ til, at han, Ib og Per Bjerregård forlod festen og tog ud på hospitalet og overrakte Jimmy hans nål. Dette initiativ var også et bevis på Jimmys særlige status i Brøndbyfamilien. En af Jimmys sidste store oplevelser, var da han som holdleder, var med til at vinde DM for drenge i sommeren 2005 med årgang `91.

Dette DM vil trænere, ledere og spillere gerne dedikere til Kirse. Ligesom vi vil spille maj måneds EM turnering i Jimmys ånd.

 Kirse du vil blive savnet og aldrig glemt.

 Ære være dit minde
 

 Fra DM teamet 2005. Krølle, Ib, Michael, Poul, Gatten og Martin
Fra Drengeafdelingens trænere og ledere
 
(25/4-06)


Jimmy ved afslutningsfesten 2005


Fra Jens Thiede, Brøndby Support, har hjemmesiden modtaget ovenstående 2 fotos.

Mindehøjtidelighed i klubhuset fredag


Fredag den 28. april kl. 1100 afholdes der i Brøndby Idrætsforenings klubhus en Mindehøjtidelighed, hvor det vil være muligt at tage afsked med Jimmy Kirsborg.

Krølle har oplyst, at det er familiens ønske i Jimmys ånd, at, der i stedet for eventuelle blomsterhilsner, doneres penge til en navneflise på Walk of Fame foran CP indgangen til Brøndby Stadion. Eventuelt overskud vil efter familiens ønske tilfalde Brøndby IF's forældreforening.   Krølle vil forestå indsamlingen i klubhuset.
(24/4-06)


Jimmy ved afslutningsfesten 2005
Bisættelse

Fredag den 28. april afholdtes en meget smuk Bisættelse på pladsen foran flagstangen foran Brøndbyernes IF's klubhus. Der var mødt rigtigt mange op for at sige det sidste farvel til Kirse og følge kisten lidt på vej.
Bane 2 var i det flotte solskinsvejr smykket med det banner, som BIF-Support havde haft på stadion ved pokalkampen dagen forinden.
Der blev holdt taler af Per Bjerregaard, Jais Tindborg og en veninde af familien, som alle meget rammende beskrev alle de gode sider ved Kirse, som vi alle holdt af.

*************** ************************* ******************************   **************************
Jais Tindborg, fra Bif-Support, har venligt på forespørgsel fremsendt sin tale til hjemmesiden:
**

Når man mister en ven, er det nærliggende at fokusere på det man har mistet. I Jimmys tilfælde har vi mistet meget, men jeg syntes vi skal prøve at se på, hvad vi har fået.

Vi har fået uendeligt meget af Jimmy fordi Jimmy havde uendeligt meget at give. Vi har mistet en kær ven eller et nært familiemedlem, og sorgen over at have mistet ham er netop så stort, fordi han havde så meget at give.

En dag kommer tiden, hvor vi kan glæde os over alt det han gav, men det vil aldrig fjerne sorgen over hvad vi har mistet.

 

Kirse var om nogen et eksempel på en person, der ofrede alt for andres skyld. Aldrig har han foretaget sig noget for selv at få, men han har udelukkende gjort alle de ting for at glæde andre. Der var ingen bagtanker ved Jimmys handlinger, andet end at gøre andre glade.

 

I Brøndby Support var Jimmy i en lang periode en enestående arbejdskraft. Hvad hjælper det at nogen har en masse ideer, hvis ingen vil ofre sig for at føre dem ud i livet. Jimmy var manden, der førte ideerne ud i livet, og uden hans hjælp var det ikke muligt at opnå alt det, som Brøndby Support opnåede.

I virkeligheden er vi blot et eksempel. Både et eksempel på Jimmys enestående evner som organisator og foregangsmand, men også et eksempel på, hvad personer som Jimmy kan gøre af forskel. Der går mindre end en af hans slags på de tusinde, i en verden der er præget af at man passer sit eget i stedet for at passe på hinanden og de andre. Her kan vi andre, og måske hele verden lære noget af at se på Jimmy, der altid gjorde noget for andre og for fællesskabet.

 

Det er ikke til at vide, hvad Brøndby Support havde været uden Jimmy. Det havde været noget andet, og det er helt sikkert at det ikke havde været lige så godt. For det skylder vi alle ham tak.

 

Men lad os i sorgen ikke glemme, hvad vi har fået, når vi nu er så kede af at miste. Hvis vi alle bare var lidt mere som Jimmy, så ville det være et bedre sted at være. Og når vi har erkendt det, og vi har opnået det, så har vi fået meget, selv om vi har mistet Jimmy selv.

 

Tak for alt Kirse, ære være dit minde!


** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** ** **

Jimmys forældre, har venligt på forespørgsel overleveret kopi af deres tale, som blev holdt af en veninde af familien:
 

Jeg vil gerne på Jimmys forældres vegne have lov til at sige noget af det, der ligger dem på sinde og fortælle lidt om Jimmys liv.

 

Ordene er hans fars og mors.

 

Vi står her med en ufattelig sorg, og samtidig føler vi en stor varme og stolthed, når vi ser alle de mennesker, der her er samlet.

 

Jimmys liv var ikke en dans på roser. Han blev født for tidligt og var nær taget fra os allerede dengang.

 

Som 4-årig fik Jimmy konstateret sukkersyge. Han lignede fuldstændig Emil fra Lønneberg med sit stride hvide hår og sin Emil-kasket. Lægen ville have ham direkte på hospitalet, men vi fik gennemført, at vi lige tog et smut hjem for at forberede ham lidt på, hvad der skulle ske. Det glemte lægen at meddele hospitalet, der var sat i alarmberedskab og klar til at modtage et barn, der sikkert var i koma. Da vi dukkede op med Jimmy, bærende på sin rygsæk,  sin kasket og højt syngende, lignede han ikke et meget sygt barn, og de nægtede først at tro på, at det virkelig var det samme barn med et enormt højt blodsukker. Allerede dengang var han umulig at slå ud.

 

Han blev meget afholdt på hospitalet, og var tilknyttet det helt til han var 20 år, selv om det normalt kun er til man fylder 14 år.  Allerede som 5-årig lærte han at stikke sig selv og viste her, hvor selvstændig han ønskede og kunne være.

 

Som 10-årig kom han på et hjem for sukkersyge børn, Solklimt. Her var han i 2 gode og lærerige år. Ingen skulle fortælle ham, hvordan han skulle takle sin sygdom – det ville han selv bestemme.

 

Da Jimmy kom ud af skolen efter 10. klasse, kom han i lære som plastmager og fik samtidig sin gang i Brøndby, som blev hans andet hjem. Her var han med til at starte Brøndby fanklub og blev næstformand. Samtidig blev han holdleder og hjælpetræner for drengene og tog også et dommercertifikat. Selv om han havde natarbejde, tog han til Brøndby om morgenen enten for at gøre tøjet klar eller træne eller dømme en kamp. Derefter kom han hjem til os, lagde sig på sofaen med sit elskede, efterhånden ret slidte tæppe og sov (eller besvimede, som han sagde) og derefter atter af sted til Brøndby. Vi diskuterede med ham og sagde til ham, at det kunne ikke blive ved at gå i længden med, at han ikke fik sovet, men han svarede bare: JA JA, men det er nu ikke noget problem.

 

Jimmy og hans far kunne sidde i timevis og snakke Brøndby.

 

Jimmy var meget hos os. Det var ligesom et fristed for ham, hvor han kunne slappe af, og hvor han ikke behøvede at skjule, at han havde det skidt – det ville også have været umuligt, da vi jo kendte ham for godt.

 

Når han kom ind af døren og sagde ”Hej, hvad laver I”, blev det nogle gange kun til et kort visit i ½ time og andre gange blev det til mange dage.

 

Sidste år til årsfesten var Jimmy på hospitalet, og han var meget ked af, at han ikke kunne deltage. Vi besøgte ham, og da vi kom hjem ringede han glædestrålende og fortalte, at han lige havde haft besøg af Krølle, Ib og Per Bjerregård. De havde forladt festen for at overrække ham hans 10-års nål personligt. Det glemte han aldrig.

 

I påsken var Jimmy med sine drenge i Italien. Han havde nogle timer en dag, hvor han ikke havde det så godt, men ellers sms’ede han og fortalte, hvor skønt det var, og han var meget glad men også meget træt, da han derefter kom hjem til os.  Han glædede sig ustyrligt til, at han skulle med sine drenge til EM i Prag den 11.5, og til senere at skulle til Roskilde og Langelandsfestivalen, hvor han også fungerede som hjælper.

 

Jimmy holdt meget af børn, som de fleste ved i forbindelse med Brøndbys unge hold, men især af sine 2 nevøer og sin niece.

Og de holdt meget af ham, for på hans gode dage, hvor der var overskud, var han indbegrebet af en legeonkel. ’Onkel Kirse’ passede rigtig godt til ham. Børnene elskede ham.

 

Men hvordan fortæller du små børn, nogle under 10 år, at deres elskede onkel er død og ikke kommer tilbage? Hvordan får du dem til at forstå alvoren i det?

 

Hans niece på 6 år havde fået det forklaret, på den normale voksne måde. Men hun forstod ikke rigtig hvad det betød, så en aften fik hun læst H.C.Andersens ’Den lille pige med svovlstikkerne’ til godnat historie, for ligesom at tage hul på emnet. Og eventyret ender som følger:

 

’Mormoder!’ råbte den lille, ’oh, tag mig med! Jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!’ – og hun strøg i al hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormoder; og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormoder havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, - de var hos Gud!

 

Da historien var slut, spurgte hendes mor, om hun synes det var en sørgelig historie. Hendes svar var overraskende, for hun sagde nej.

Til slut, da pigen dør, bliver hun hentet af sin mormor, så den logiske forklaring når man er 6 år, var, at pigen var blevet glad. Pigen havde fundet sin elskede mormor og var nu sammen med hende et meget bedre sted.

’Onkel Jimmy er også et bedre sted. Han er oppe i Himmelen sammen med Gud. Og når jeg dør står han og venter på mig, så kan vi lege igen.’  Og selvom vi ikke er specielt religiøse hjemme hos os, så tager en sådan børnelogik altså kegler.

 

For ja, onkel Jimmy venter på os på den anden side. Og ja, han er kommet til et meget bedre sted. Op til sin elskede mormor, som han savnede så meget.

 

Jimmy vil efterlade et meget stort savn hos os, men han havde det ikke godt de sidste to år, som gik ind og ud af det hospital, som han hadede at være på. Han er nu befriet for sine smerter, men hvis man kunne spørge ham selv, vil han nok svare, at der stadig var meget, han gerne ville opleve.

 

Jimmy var en hjælpsom og en fantastisk kærlig søn.

 

Vi sidder hele tiden der hjemme og venter på, at han buldrende kommer ind af døren og siger: HVAD LAVER I?.  Det føles ufatteligt, at det er slut.

 

Vi kunne blive ved, men det eneste vi nu kan gøre for ham, er at sige:

 

Kære Jimmy, vi savner dig og du vil altid have en stor plads i vore hjerter. Sov godt og fredfyldt.

 

Far og Mor

 

Desuden vil vi gerne udtrykke vor taknemmelighed med al den hjælp og støtte, vi har modtaget fra især vore to andre børn, Susan og Kim, og til alle de andre, der har hjulpet os gennem den første svære tid ved telefonopringninger, praktisk hjælp og besøg. Efter vi alle har sagt farvel til Jimmy og fulgt ham lidt på vej på sin sidste store rejse, vil der være et traktement i kantinen, hvor alle er velkomne.

 ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** ***** *****

 Per Bjerregaard har venligt på forespørgsel meddelt, at det beklageligvis ikke er muligt at indsætte hans tale på denne mindeside,  da talen blev holdt efter stikord og ikke efter manuskript.

 

Mindeflisen på Walk of Fame foran CP indgangen til Brøndby Stadion fredag den 28. april 2006.
 

Brøndby Supports banner fra torsdagens pokalkamp var lagt ud på bane 2
 

Walk of Fame lørdag den 29. april 2006
 

Walk of Fame lørdag den 29. april 2006 (i et lidt større perspektiv)
 


Efter meddelelsen om Kirses bortgang modtog hjemmesiden følgende mails:
***
Til Trænerne og spillere fra årgang 92 i Brøndby IF
 
På vegne af alle spillere og ledere for årgang 92 i AB, vil jeg hermed sende en hilsen til jer alle i den meget svære tid.
 
Vi havde glædet os til at spille mod jer, men da vik fik den meget sørgelige nyhed i går efter træning, var der naturligvis den største forståelse omkring at aflyse kampen i respekt for det der er sket. Først og fremmest i forhold til Jimmy Kirsborgs familie og bekendte, men naturligvis også i forhold til jer som kendte Jimmy gennem jeres gang i Brøndby IF.
 
Æret være hans minde.
 
Hilsen
 
Bjørn Rasmussen, AB
 
Hej Brøndby 92
 
Vi i Herfølge (92-1) gerne vise vores medfølelse med denne mail.
 
Vi vil i vores onsdags kamp mod Lyngby bære sort tape på højre arm.
 
 mvh.
 
Chef træner
Henning Stephansen
 

Kære BIF 1. Drenge samt resten af klubben

Vi er meget kede af at høre om Jimmy´s alt for tidlige død.

De varmeste hilsner sendes til jer alle og vi har skrevet et par linjer i vores kampprogram omkring Jimmy, som vi også på Peter Bangsvej holdt trolig meget af.

De kærligste hilsner til jer alle i denne svære stund.

Oxholm

KB 1. Drenge

******
Herunder er med tilladelse indsat nekrolog fra KB's kampprogram 'Forza'


 
Ved søgning i Google er der udfundet følgende nekrologer:
 
Skrevet d. 21. april 2006 kl. 10:15:39 af palermo
Brøndby SupportSakset fra www.blok4.dk

Tidligere næstformand for Brøndby support Jimmy Kirsborg er pludselig taget fra os.

Jimmy har i de sidste 2 år haft det meget skidt på grund af sin sukkersyge, men som den humørbombe og fighter han var, ville han ikke give op, desværre gav kroppen op og han sov stille ind natten til torsdag d. 20/4

I sorgens stund mindes vi der kendte Jimmy alle de sjove og lyse stunder vi har haft med ham

Æret være Jimmy Kirsborgs minde

set på: http://www.byens-fanklub.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=106


 
Fredag den 28. kl 11:00 bliver der afholdt mindehøjtidelighed for Jimmy 'Kirse' Kirsborg på Brøndby Stadion.
Det kommer til at foregå i klubhuset, hvor der vil være mulighed for at komme og sige et sidste farvel.
Kl. ca. 12:00 bliver kisten afhentet, hvorefter der er gravøl, kaffe og kage.

Alle er velkomne

Igennem alle årene som frivillig træner / leder brændte Jimmys hjerte for ungdomsafdelingen, vi vil derfor bede jer om helt i Jimmys ånd, at i istedet for blomster, indsætter et evt. Beløb på Forældre-bifs girokonto 615-9168 til gavn og glæde for ungdomsarbejdet i Brøndby IF.


Jeg har ikke selv mulighed for at deltage, da jeg desværre er udenlands, men selvom buketter frabedes synes jeg dog alligevel at nogen blandt AHO redaktionen/brugerne burde vise ansigt med en buket. Kirsborg er den første mand jeg kunne huske på datidens nyombyggede FAXE (1992). Han gjorde et stort arbejde for at bringe fankulturen hen mod det den er blevet.

Det skal ikke være et spørgsmål om at forherlige denne side, men mere at omgivelserne forstår at Kirsborgs arbejde er anerkendt langt bredere end "blot" hos BS og ungdomsafdelingen i Brøndby.
_________________
/Henrik
 
set på:  http://www.allehaderos.dk/forum/viewtopic.php?t=3907&view=next&sid=2fb10b53bc822697af376e879fe6a162